Når livet tager over

Hvad skete der egentlig? Jeg gik fra at udforske min egen femininitet til en rungende tomhed her på bloggen. Sandheden er, at mit liv har været alt andet end stille siden sidst. Eller faktisk så har jeg skullet ligge helt musse-stille i kampen for at holde på mit barn.

Ja jeg har været gravid, men når vandet går allerede i uge 18, så er der kun en ting at gøre: lig dig ned og overgive dig til livet. Kæmp for det liv, der bobler i din mave. Mod alle odds, sidder jeg i dag med den skønneste dreng i mine arme og kan kun være lykkelig over, at livet med en baby har taget over.

Sandheden er også, at jeg nu savner skriveriet om lækkert design og tips til indretningen af dit hjem. Så nu tænder jeg op for bloggen igen, og hvad vil være mere oplagt end at starte med en 2014 kalender? For selv om vi ikke altid er herre over livet, så er det vældig smart at have styr på de kendte begivenheder. Muligvis en smule old fashion at have en papirkalender i disse google calendar-tider og alle har jo deres kalender på deres smartphone…

Bob_Noon_kalender_2014

Snup tippet: Kalenderen hænger i køkkenet, og i min lille familie er det rigtig godt med synlighed og en daglig påmindelse om kommende aftaler – og så gør det jo ikke noget, at det er en kalender med flotte tegninger fra Bob Noon. Bob Noon er det kunstner kollektiv, som jeg tidligere har skrevet om her.

Hvad med dig? Har du også en gammeldags kalender? En kalender hvor du hver måned får ny kunst på væggen?

Ny butik: Bob Noon

Jeg aner ikke hvor lang tid Bob Noon har ligget i Matthæusgade, men for mig er den helt ny, og jeg opdagede den kun, fordi jeg kom til at cykle en anden vej end jeg plejer.  Heldigvis! For hvor er det dog et poetisk udstillingsvindue de har fået lavet

Bob_Noon

Jeg synes at det ser så fint ud med tegningerne på ruden, og det passer meget godt med det der er indenfor, nemlig kunst/illustrationer. Faktisk er Bob Noon et kunst og design kollektiv.

Snup tippet: Hvis du har brug for lidt nyt kunst eller ny inspiration, så skal du måske smutte en tur forbi Bob Noon eller tjek deres hjemmeside her. Jeg er især vild med illustrationerne lavet af Betina Helles.

…og så kan jeg i øvrigt anbefale dig at cykle, gå eller køre en anden vej engang imellem – måske oplever du noget nyt! Du må i hvert fald gerne dele dine oplevelser i en kommentar her på bloggen.